Naturens Dag på Kongskilde Naturcenter

Den 11. september 2022, også kaldet Naturens Dag, inviterede Kongskilde Naturcenter i Sorø børn og voksne til at fejre og gå på opdagelse i naturen. Gode naturoplevelser giver glade børn og voksne, som samtidig bliver bedre til at passe på naturen. Formålet med mærkedagen er at komme en kedelig tendens til livs, for undersøgelser viser, at de danske børnefamiliers skemalagte hverdag desværre ikke giver nok plads til at komme ud i det grønne. Faktisk er børn i dag halv så meget ude i naturen, som deres bedsteforældre var, da de var børn. På Kongskilde Naturcenter blev dagen fejret med talrige aktiviteter. Her kan du læse om, hvordan naturcenterets mange frivillige, samarbejdspartnere og besøgende oplevede mærkedagen, og hvad der gør naturcenteret til noget særligt.

Joan sammen med sin datter, besøgende

”Vi elsker naturen, og det at komme ud i naturen. Det giver os nærvær og tid til hinanden. Det er et fælles tredje, vi har sammen som familie. Det er skønt at få mulighed for at prøve naturcenterets aktiviteter. I dag skal vi ud at ro i kanoer for første gang.”

Kurt, frivillig på Kongskilde Naturcenter

”Det er en superoplevelse at vise børnene, hvordan man fisker. Mange af dem har aldrig haft en fiskestang i hånden før. Når de fanger en fisk, får de for første gang oplevelsen af, at der er noget, der rører sig i enden af fiskestangen. De er ikke til at drive væk, så det kniber med pladsen. Det er supergodt.”

Marie Roland, naturvejleder i Naturstyrelsen Storstrøm

”Det særlige ved Kongskilde Naturcenter er, at de har nogle fantastiske frivillige, som sørger for, at stedet lever og bliver ved med at udvikle sig. Der er frivillige og naturvejledere, der tager imod og guider de besøgende, og som sætter nye projekter i gang. Det er det, der holder et sted i live. Det er et rigtig godt samarbejde, vi har med naturcenteret. De løfter jo en kæmpe formidlingsopgave for os, som vi ikke har mulighed for selv. Godt nok er det vores arealer, men uden det samarbejde og den formidling, så var det her sted jo ikke. De løfter det, og udvikler det hele tiden. Det vil vi gerne bakke op om.”

Berit Nørgaard, grundlægger af virksomheden Eco Island

”Vi er med i dag for at vise Eco Islands flydende planteøer, som er bygget på fuldstændig samme principper, som man ser i naturlige vådområder, og som kan minimere mængden af alger i vandet. Naturen har brugt millioner af år på at udvikle nogle supereffektive processer og metoder, og undervejs i vores begejstring for at vi, mennesker selv kunne udvikle og innovere, har vi glemt at se til naturen for at lære noget af den, som faktisk er meget mere effektivt. Det er det, vi kalder et biomimetisk desig, som handler om, at vi er superinspirerede af den måde, naturen arbejder på i sig selv.”

Katja Parlo, tovholder for Grøn Omstilling i Danmarks Naturfredningsforening, Sorø

”Det giver mening for os at være her i dag til Naturens Dag, for der er mulighed for at komme i dialog med en masse børn og derigennem også deres forældre. Det er det med at blive bevidst om, at vi kan handle selv, men vi kan også handle sammen. Der er en fantastisk atmosfære her, og vi går rundt i skønne omgivelser. Det er inspirerende at være ude i det grønne. Det er også befriende at kunne gøre noget sammen som familie, som ikke koster en masse penge.”

Julie, besøgende 

”Først og fremmest er Kongskilde et fantastisk sted med fantastisk natur og fantastiske rammer. Det er en stor glæde for mine børn og for os som familie at tage del i arrangementet i dag. Det skaber en form for fællesskab at komme ud i naturen og opleve den på en måde, hvor der også er nogle pædagogiske tanker bag det. Der er nogle klare læringsmål også for os voksne, så vi kan hjælpe vores børn til at forstå vores natur og miljø bedre.”

Oliver, repræsentant for Sorø Grejbank

”Vi er med til Naturens Dag for at give flere børn og unge adgang til natur og friluftsaktiviteter. Friluftslivet er en rigtig god indgangsvinkel til at komme nærmere naturen og passe bedre på den – få en forståelse for, hvad naturen kan give en. Det kan også give børn og unge en forståelse for, at naturen har en ret til at være her i sig selv. Det kan både gavne os på et samfundsplan men også på individniveau.”

Rose Gaihede, kulturformidler på Sorø Bibliotek

”Sorø Bibliotek er med til Naturens Dag i dag af mange årsager. Vi kan byde på en masse ny viden om, hvordan vi som mennesker forholder os til naturen, og hvad naturen egentlig er for en størrelse. Vi har også litteratur om, hvad vi kan gøre for klimaet og hele klimasituationen. Det er næsten nødvendigt at være her sådan en dag, hvor folk, som gerne vil vide om de her temaer, kommer. Som bibliotek har vi også fokus på kulturen ud i naturen, så jeg har også skønlitterære bøger med. For os er det en fordel at formidle ude i naturen, fordi man oplever litteraturen på en anden mere sanselig måde.”

Rolf Lehrmann, formand for Dansk Ornitologisk Forening, Vestsjælland

”Området her omkring Kongskilde Naturcenter har alle de kvaliteter som Sorø kan byde på. Søen er fantastisk, forstået på den måde at det er et fourageringssted for et af de mest succesfulde havørnepar, vi har i Danmark. De får normalt tre unger på vingerne hvert år. Det er en mini-nationalpark, der udvikler sig præcis, som man kunne drømme om. Dyrelivet, der er her, gør, at der kommer alle mulige forskellige landskaber frem. Der er ynglesteder for Hasselmusen og Strandtudsen, som har overlevet den sidste istid, og som måske har været her i 20.000 år. Det er os mennesker, der er invasive - vi er kommet senere end dem. Det er et område, vi skal passe på.”




Næste
Næste

En Naturvidenskabelig Rejse Langs Susåen